08-12-2017 /

Arrangerede ægteskaber og familieplanlægning i den søde juletid

Nogle af Nordsøen Oceanariums mest populære dyr er søhestene. Deres charmerende udseende og specielle adfærd fascinerer mange.

Akvariet i Hirtshals plejer at være selvforsynende med nye dyr idet individerne gerne formerer sig. Det har dog været lidt knebent med familieforøgelsen det sidste stykke tid, og det har vores akvarieassistenter besluttet sig for at gøre noget ved.  Der er meget nøje blevet udvalgt 3 søhestepar som bliver tilbudt de mest optimale betingelser for at yngle. Det kan næsten kaldes for arrangerede ægteskaber.

Søhestene er flyttet til et akvarium i karantæneområdet, da man der både kan regulere vandtemperaturen og bedre holde øje med hvor meget de spiser. Når vandtemperaturen skrues i vejret, op fra ca. 17 – 20 grader, tror søhestene at det er sommer og dermed yngletid, som i naturen normalt finder sted i sommermånederne. Når de så kommer i humør, går de i gang med et avanceret parringsritual, der blandt andet inkluderer synkronsvømning og fremvisning af hannens oppustede mave. Hvis alt går vel, har vi altså små søheste ”føl” i løbet af januar måned.

Fakta om søhesten:

  • Den art søhest som er på Nordsøen Oceanarium hedder Big-belly seahorse Hippocampus abdominalis, der ikke har et dansk navn.
  • Det er nemt at se kønsforskel da hannen har en blød, rund pung lige under maven til at opbevare ungerne i.
  • En søhest kan føde op til 700 unger – gennemsnittet ligger på 260 unger.
  • Det er hannen, der ”bliver gravid” og bærer de befrugtede æg i sin pung på maven i ca. 4 uger, før æggene klækker og ungerne fødes.
  • Når ungerne er klækket er der ingen ”kære mor”, men de skal klare sig selv. Derfor er der i naturen ikke ret mange unger der bliver til voksne søheste.

Kontaktperson: Akvarie- og formidlingsmedarbejder Jakob Rasmussen tlf. 20343305