21-04-2017 /

165 kg klumpfisk dissekeres

Klumpfisk – hvordan ser sådan en ud indeni? På lørdag kan Nordsøen Oceanariums gæster igen være med på første parket ved et meget spændende arrangement.

Biolog Kristina Ydesen vil foretage en dissektion af den 165 kg tunge klumpfisk der på grund af sygdom blev aflivet i efteråret, og siden har været opbevaret i en fryser. Ved dissektionen fortæller hun om dens levevis i naturen og måske kan hun finde ud af hvad der gjorde den syg. Det er også et forskningsmæssigt formål med dissektionen. Nordsøen Oceanarium samler data ind på klumpfisk. Det er bl.a størrelse, vægt, hovedform, køn, evt. dødsårsag mm. Vidensudveksling er helt essentielt, hvis klumpfisk på Nordsøen Oceanarium skal være ambassadører for livet i Nordsøen. Derfor deler akvariet ny viden med andre zoologiske anlæg og med forskningsmiljøer.

17 år med klumpfisk

Nordsøen Oceanarium fik første gang en klumpfisk i august 2000, og fisken på 10 kg blev startskuddet til en anderledes formidling af livet i Nordsøen. Siden da har der været flere klumpfisk i akvariet, hvoraf halvdelen har været fanget i danske farvande. Fælles for dem alle har været, at de hurtigt blev blandt de mest markante fisk på Nordsøen Oceanarium, og mange gæsters favoritter. I kraft af deres særlige position fik klumpfiskene derfor hurtigt en rolle som ambassadører for deres vilde artsfæller, samtidigt med at de belyser det unikke og mangfoldige dyreliv i Nordsøen. Derfor er det en vigtig opgave at formidle om klumpfisk som art og om deres rolle i Nordsøen til det brede publikum.

 

”Klumpfisken er en fascinerende skabning – både fysiologisk og adfærdsmæssigt. Derfor er vi glade for at give vores gæster muligheden for at opleve klumpfisken på nært hold.” udtaler biolog Kristina Ydesen.

 

I akvariet i Hirtshals ses, som et af få steder i verden, pelagiske stimefisk side om side med klumpfisk. Stimefiskene, som f.eks. makrellen, repræsenterer typiske, velkendte og fiskerimæssige betydningsfulde arter i Nordsøen. Hvorimod klumpfisken er en mere ukendt fiskeart, der repræsenterer den rigdom af liv, der ikke kendes fra industrien eller middagsbordet, og som forbinder Nordsøen med de store verdensoceaner. Klumpfisk bevæger sig vidt omkring, og observeres jævnligt ved de danske kyster i sommerhalvåret.

Kontaktperson: Biolog og udviklingschef Kristina Ydesen tlf. 23646662

 FAKTA

  • Verdens største benfisk, klumpfisken, kan blive 3,5 m lang og bred og veje op til 2.000 kg!
  • Klumpfisken er også verdensmester i æglægning – 300 mio. kan det blive til.
  • Klumpfiskens latinske navn, Mola mola, betyder møllesten – gæt selv hvorfor!
  • Klumpfisken har ikke mange fjender, men store hajer og søløver spiser mindre eksemplarer.
  • Klumpfisk er ikke en truet dyreart og den findes i hele verden, blot vandtemperaturen er over 16 grader.
  • Klumpfisk lever hovedsagligt af gopler, altså vandmænd og brandmænd.
  • I Japan og Korea spiser man klumpfisk – på trods af at kødet er svagt giftigt pga. indtaget af giftige brandmænd!
  •