Skoletjenesten
Lærerige forløb om livet i Nordsøen
Nordeuropas største akvarium i Hirtshals åbner igen dørene lørdag d. 30. maj 2020 kl. 10.00, hvor både direktør Karl Henrik Laursen og personalet glæder sig til atter at kunne byde gæsterne velkommen til det fantastiske univers af magiske oplevelser under havets overflade.
Medarbejderne har arbejdet på højtryk for at gøre alt klar til genåbningen, og mangler faktisk kun de sidste detaljer.
Rammerne er skabt til en tryg familieoplevelse
”Sikkerheden og trygheden for fæsterne og de ansatte er vores førsteprioritet, og derfor vil et besøg heller ikke være helt som gæsterne kender det fra tidligere. For at undgå kø og trængsel vil der være afstandsmarkeringer og tydelig skiltning med anvisninger og retningslinjer. Der er opsat desinfektionsdispensere strategiske steder og enkelte områder bliver af hensyn til sikkerheden ensrettet” udtaler Direktør Karl Henrik Laursen. ”Vi vil opfordre gæsterne til at respektere dette, samt anvisninger fra personalet. På denne måde er både medarbejdere og gæster med til at skabe rammerne for en tryg familieoplevelse.”
I lukkeperioden har der været et nødberedskab at medarbejdere, der på skift har mødt ind for at passe dyr, akvarier og teknik. Desuden har dele af staben arbejdet hjemmefra mens andre har været hjemsendt på lønkompensationsordning.
Tilpassede aktiviteter
Der er også blevet arbejdet på at udvikle aktiviteter som er tilpasset den aktuelle situation, så der er mulighed for et trygt og sikkert besøg. ”Vi har heldigvis rigtig god plads, både ude og inde, for alle som gerne vil have en sjov og lærerig oplevelse under havets overflade. Derfor vil der allerede fra d. 30. maj være masser af aktiviteter – både indendørs og udendørs, alle sammen tilpasset efter myndighedernes retningslinjer, antal gæster og vejret” udtaler formidlingschef og dykker Simon Madsen.
Ny udstilling og nyt udendørsområde
Den nye udstilling, Nordsøens Jægere, åbnede d. 11. januar 2020 med 3 helt unikke akvarier, gopleanlæg og spændende udstillinger der tager gæsten med på en fascinerende rejse gennem Nordsøens fødekæder – fra de mindste plankton til de største rovdyr.
I lukkeperioden er der også blevet lavet endnu mere plads for gæsterne at boltre sig på, da der i det udendørs område er skabt en 1000m2 stor oase med grønt græs, rislende vand og et insektvenligt vildnis. Fra sidst i juni åbner området og gæsterne kan brede et tæppe ud og slappe af, mens børnene sopper i bækken.
Det store Oceanarium der indeholder 4,5 millioner liter havvand og som huser klumpfisk, hajer, fladfisk, rokker og stimefisk i tusinder, står som de andre akvarier pudset og klar til gæster. Sælerne ser også ud til at savne selskab og glæder sig sikkert til mere liv i huset. Udendørsområdet er gjort sommerklar så det bliver en glædens dag, når der atter kommer gæster ind af dørene på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.
Kontaktperson:
Direktør Karl Henrik Laursen tlf. 40 48 93 92
Formidlingschef og dykker Simon Madsen tlf. 29 26 59 20
Det var dejligt at besøge. Vi havde et barn med, som syntes det var sjovt at se sælerne blive fodret, røre ved fiskene...
Anne, Aalborg, Danmark