12-07-2018 /

Usædvanlig sælfødsel på Nordsøen Oceanarium

At sælerne formerer sig i det 800.000 liter store sælanlæg på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals er i sig selv ikke usædvanligt, det sker hver sommer. Men at fødslen foregår imens akvariet stadig er åbent for publikum er aldrig sket før. Den spættede sæl ”Maria”, fødte den unge, som hun havde båret på siden sensommeren sidste år, kl. 17.20 d. 12.7.

Fødslen blev fulgt nøje af familien Lindemark Pedersen /Hansen bestående af mor og far og drengene Lui og Viktor, samt af formidler og guide ved akvariet, Maria Marsfeldt Skovfoged. Mor i familien, Celia Hansen fortæller ”det er en helt fantastisk oplevelse at få lov til at overvære at en sælunge blive født, og så oveni købet på min yngste søn Luis 7-års fødselsdag. Det er som en ekstra fødselsdagsgave, og det bliver en af de dage man aldrig glemmer. Hun fortæller fortsat: ”mine drenge var så interesserede, og Maria, medarbejderen, var så god til at fortælle undervejs. Maria lovede, at hvis sælungen er en han, så vil hun stemme for at den skal hedde Lui. Det er min søn stolt af”

Det er meget svært at bestemme kønnet, når ungen er nyfødt, så dette er endnu ikke kendt.

Sæler føder på land eller i vandkanten og ungen vejer omkring 8-12 kg ved fødslen. Fødslen tog i alt ca. 30 min. Sælungen tager cirka et kilo på i døgnet. Det skyldes, at sælmælk har et fedtindhold på omkring 50% - det vil sige væsentligt federe end den piskefløde, som mange nyder at spise sammen med deres jordbær på denne tid af året. Ungen svømmer fra begyndelsen, og kan sagtens finde på at tage en tur rundt i sælariet, mens den nybagte mor holder et vågent øje med den.

Alle pattedyr, både landlevende og havpattedyr, er karakteriseret ved, at moderen har en ekstrem omsorg for sin unge i den periode, som for sælers vedkommende er meget kort sammenlignet med os mennesker, nemlig 4-5 uger. Når dieperioden er slut, skal ungen klare sig selv og jage sin egen føde i naturen. Det er således den næste måneds tid, at man kan opleve Maria tage sig af sin unge på nært hold i Sælariet på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.

Familien er på ferie i sommerhus ved Kjul Strand, noget de er hver sommer.

Info om spættede sæler:

  • Spættede sæler får unger sidst i juni – først i juli
  • I naturen bruger de meget tid på at ligge og hvile på stranden, mens moren holder øje med dem på afstand ude i vandet, når hun ikke dier ungen. Derfor kan det ofte se ud som om ungen er forladt, men dette er langtfra altid tilfældet. Derfor skal man selvfølgelig holde sig på god afstand af de små så man ikke skræmmer moren væk eller måske får et bid af den lille der har skarpe tænder og masser af grimme bakterier i munden!
  • Det er kun ca. halvdelen af alle sælunger født i naturen der overlever det første år. Mange går til af sult eller sygdom, og det kan jo være svært at lære at fange fisk.
  • På Nordsøen Oceanarium får de små sælunger særbehandling, så når dieperioden på omkring 4-5 uger er forbi, så bliver de små tilbudt stykker af sild, så de kan lære at spise fisk. Der plejer ikke at gå lang tid før de elsker sild, og snart har dyrepasserne en savlende og tillidsfuld sælunge siddende helt tæt omkring sig når de kommer ud med foderspanden.

Kontaktpersoner:

Marketingchef Sylvia Berglund, tlf. 20 51 59 93, formidlingschef Simon Madsen tlf. 29 16 59 20