Nordsøens Jægere
- med eller uden tænder

I vinterferien kommer du helt tæt på Nordsøens Jægere - både dem med og uden tænder!

Kom tættere på....

Vinterferien på Nordsøen Oceanarium byder på mange spændende oplevelser, når vi tager dig med gennem Nordsøens fødekæde, hvor alt handler om at æde eller blive ædt! 

I den nye udstilling 'Nordsøens Jægere', kan du opleve alt lige fra de mindste planktonorganismer til de største fisk, hajer og hvaler. Der findes mange jagtmetoder under Nordsøens overflade og de fleste tænker nok på glubske hajer, når de hører ordet rovdyr - men de findes faktisk i et væld af former og størrelser! 

På trods af, at ikke alle dyr har tænder, jager og æder de stadig andre dyr på udspekulerede måder - nogle mere bizarre end andre... 
...Vidste du eksempelvis, at krabbens tænder sidder helt nede i maven? Eller at søstjernen gylper sin mavesæk ud af munden for at æde?

I Nordsøens fødekæde er det vigtigste af alt sammenhængen mellem de forskellige dyr og hvordan de påvirker hinanden. 

Kom forbi i vinterferien til et kig på naturens fantastiske måde at løse livets udfordringer fra de mindste til de største jægere og kom helt tæt på tænder fra hajer, narhval og hvalros.