Spring til hovedindhold

Karl Henrik Laursen stopper som direktør for Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark

.

Efter 12 år som direktør for Nordeuropas største akvarium og for forskerparken i Hirtshals, har Karl Henrik Laursen pr. 30. november 2023 opsagt sin stilling.

Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark skal på jagt efter en ny direktør, da Karl Henrik Laursen, som har stået i spidsen for de to fonde de seneste 12 år, har meddelt bestyrelsen, at han ønsker at fratræde sin stilling.

Karl Henrik Laursen vil efter planen fratræde med udgangen af marts 2024.

Der er tale om en helt udramatisk afslutning på direktør-jobbet, forklarer Karl Henrik Laursen:

”Jeg har gennem hele min direktør-periode betragtet stillingen som et enormt privilegium, og det bedste job, som jeg har kunnet ønske mig. Jobbet har været fyldt med spændende udfordringer, som vi i fællesskab er lykkedes med at løfte. Det har virkelig været inspirerende at arbejde sammen med så mange dygtige og dedikerende medarbejdere og med eksterne samarbejdspartnere.

Som jeg ser det, står både Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark økonomisk og strategisk et rigtigt godt og robust sted” fortæller han og tilføjer:

Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark er – efter min målestok – en fantastisk arbejdsplads. Mit valg om at stoppe er alene truffet ud fra, at jeg nu gerne vil prøve noget nyt.”

Bestyrelsesformand for Nordsøen Forskerpark og Nordsøen Oceanarium, byrådsmedlem Jørgen Christensen fortæller, at han og resten af bestyrelsen har sat stor pris på Karl Henrik Laursens bidrag som direktør:

”Det er med stor beklagelse, at bestyrelsen har modtaget direktør Karl Henrik Laursens opsigelse. Vi har i bestyrelsen været rigtig glade og tilfredse med samarbejdet med Karl Henrik.

Karl Henrik videregiver et yderst spændende og indholdsrigt job til sin efterfølger. Såvel Nordsøen Forskerpark som Nordsøen Oceanarium er i rigtig god gænge og i en stabil økonomisk udvikling. Samtidig har Karl Henrik opbygget en stab af dygtige ledere og medarbejdere.

Bestyrelsen er taknemmelig for, at Karl Henrik har fået færdiggjort arbejdet med to store projekter inden opsigelsen. Det drejer sig om etablering af rammer og fysiske faciliteter til DTU’s universitetsuddannelser (DTU Campus Hirtshals) samt overtagelse af prøvetanken Flume Tank North Sea i et selvstændigt datterselskab.

Udover i 12 år at have været en flittig og samarbejdsvillig direktør, har Karl Henrik et stort og kompetent netværk af samarbejdspartnere. Han er desuden medlem af en række eksterne bestyrelser – bl.a. er han udpeget af Hjørring Kommune til bestyrelsen i Destination Nordvestkysten som erhvervsrepræsentant.”

Bestyrelsen skal på sit ordinære bestyrelsesmøde fredag den 8. december drøfte situationen og gerne beslutte en rekrutteringsproces, så vi kan have en ny direktør klar til den 1. april 2024.”, siger Jørgen Christensen.

 

FAKTA: 

Nordsøcentret og Nordsømuseet blev opført i Hirtshals i 1984. I dag drives de to virksomheder med fælles ledelse som Nordsøen Forskerpark (erhvervsdrivende fond) og Nordsøen Oceanarium (selvejende institution og godkendt som statsanerkendt zoologisk anlæg).

Nordsøen Forskerpark er en business, udviklings- og forskerpark af international standard. 13 medarbejdere varetager mere end 20 lejemål fordelt på 20.000 kvm. bygninger.

Nordsøen Oceanarium er Nordeuropas største akvarium med omkring 195.000 gæster årligt. Der er 50 fastansatte medarbejdere og 80 sæsonansatte.

 

Kontaktpersoner: 

Direktør Karl Henrik Laursen tlf. 40 48 93 92

Bestyrelsesformand Jørgen Christensen tlf. 41 93 7711