Hygge, leg og læring
Sommeren er over os, og i pinsen skruer vi derfor ekstra op for den udendørs hygge.
Her åbner vi blandt andet op for den populære Krabbekyst, hvor børn i alle aldre kan fiske efter krabber og kigge nærmere på de sjove små væsener. Måske bliver det dig, der fanger dagens største krabbe?
Andetsteds sættes hyggefiskeriet også i fokus, når der sammen med vores guider åbnes for fiskeri i Emmersbækken, der gemmer på mange spændende ferskvandsdyr under overfladen.
Vær med til at artsbestemme det, I fanger, sammen med de dygtige guider. Nogle af dyrene kender du måske – men der er (næsten) garanti for at lære noget nyt og spændende.
Er man til de lidt større havdyr, kan man kigge forbi det store udendørs Sælarium, hvor de nysgerrige og legesyge sæler fodres to gange dagligt.
Som altid er der også masser af sjove og lærerige oplevelser for både store og små indenfor – blandt andet det store Oceanarie med de særlige klumpfisk og flere tusinde andre havdyr.
