Der er fuld gang i aktiviteterne hos Nordsøen Oceanariums Skoletjeneste, hvor børn flere gange om ugen strømmer til for at lære om livet i og omkring Nordsøen.
Men ved du egentlig, hvor mange børn og unge Nordsøen Oceanariums Skoletjeneste har berøring med på et år? Det er ikke så få!
I løbet af 2025 har Skoletjenesten nemlig haft besøg af ikke mindre end 9330 søde og nysgerrige børn og unge, som på hver deres måde har fået indsigt i Nordsøen, dens dyreliv eller de erhverv, der har havet som omdrejningspunkt.
5629 af børnene har deltaget i et af Skoletjenestens mange forskellige undervisningsforløb, mens 3701 har lagt vejen forbi og udforsket udstillingen.
De besøgende i skoletjenesten er alt fra børn i vuggestuealderen til børnehaver, grundskoler, efterskoler, specialskoler, ungdomsuddannelser og enkelte videregående uddannelser.
Skolekonsulent Kim Froulund Gøttler glæder sig over den store aktivitet i året, der er gået:
"2025 har været et rigtig godt år i Skoletjenesten. Der har være efterspørgsel på mange af de etablerede forløb, men der har også været plads til spændende undervisning om blandt andet krebsdyr og hummerprojektet og et fokus på erhvervsrettet undervisning - både erhverv på Nordsøen Oceanarium samt fiskeriet i Hirtshals,” siger Kim Froulund Gøttler.
”På vores mange fisketure i Emmersbækken, på stranden og i Jollehaven i Hirtshals har eleverne fanget mange spændende dyr, heriblandt yngel fra gråknurhaner, som nu lever i vores flotte akvarier på Nordsøen Oceanarium."
Skoletjenestens kalender er allerede godt fyldt de kommende måneder – så der er garanti for, at 2026 også bliver forrygende travlt med besøg af masser af glade børn.