Spring til hovedindhold

Uvelkommen signalkrebs fanget i Emmersbækken i Hirtshals

.
En tysk familie fangede tidligere på sommeren en signalkrebs ved Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Det var første gang, der er blevet registreret et fund af den invasive art i området, og siden er der også fanget yngel i bækken.  

Der er desværre blevet fanget dyr i Emmersbækken ved Nordsøen Oceanarium, som ikke er velkommen i den danske natur.

En tysk familie, der besøgte Nordsøen Oceanarium og fiskede i bækken sammen med en guide tidligere på sommeren, fangede nemlig en signalkrebs. Det er første gang, der er registreret et fund af den invasive krebseart i Hjørring Kommune.

Efterfølgende er der blevet fanget yderligere to signalkrebs i Emmersbækken, hvoraf den ene var ung. Derfor tyder det desværre på, at de er i gang med at formere sig i vandløbet.

Signalkrebsen stammer oprindeligt fra Nordamerika. Den er mere robust og aggressiv end de andre krebsearter, og den er særligt en trussel mod flodkrebs.

"Det virker besynderligt, at de pludselig bliver fundet i Emmersbækken, som vi har undersøgt i flere år. Arten er ikke tidligere fundet i området, og vi håber ikke, at den spreder sig, for signalkrebsen skader vores økosystem. Men det er desværre ikke et godt tegn, at der også er fanget yngel,” siger formidlingskoordinator Kim Fogt.

Signalkrebsen udkonkurrerer den hjemmehørende flodkrebs og spreder sygdommen krebsepest, som flodkrebsen ikke kan overleve. Signalkrebs kan derimod leve med sygdommen.

Slå den ihjel – og brug den i køkkenet

Derudover æder signalkrebs store mængder planter, insekter og smådyr, og den graver sig ind i brinkerne langs vandløbene, hvilket kan få dem til at styrte sammen.

”På den måde truer signalkrebs biodiversiteten og balancen i vores vandmiljøer. Derfor er det vigtigt at indrapportere fund og ikke udsætte den i naturen," siger Kim Fogt.

Signalkrebsen blev i 2016 omfattet af EU-forordningen for invasive arter. Det betyder, at der er forbud mod at salg, udveksling, hold og transport af arten. Fanger man en signalkrebs, skal den slås ihjel og må ikke genudsættes.

Til gengæld må man hellere end gerne tage den med hjem i køkkenet. Signalkrebsen kan nemlig sagtens spises og smager dejligt.

 

Fakta: Sådan genkender du en signalkrebs:

For det utrænede øje kan signalkrebs godt forveksles med flodkrebs. Men her er nogle særlige kendetegn ved signalkrebsen:

  • Signalkrebsen har en lys plet på kløerne omkring leddet ved den bevægelige finger. Pletten kan både være meget eller lidt synlig.
  • Kløernes overflade er mindre ru eller piggede på signalkrebsen end på flodkrebsen.
  • Signalkrebsens kløer er ofte mere buttede end flodkrebsens
  • Rygskjoldets overflade er glat og uden tydelige torne på en signalkrebs – modsat flodkrebsen